Hvorfor deltager Vækstfonden i Den Grønlandske Erhvervsmesse?
”I Vækstfonden arbejder vi på at give sunde virksomheder adgang til den finansiering, der er nødvendig, for at virksomhederne kan realisere deres ambitiøse vækstplaner. I sommeren 2015 åbnede en ændring i loven op for, at virksomheder i Grønland også kan benytte sig af de finansieringsløsninger, som Vækstfonden tilbyder SMV’er. Adgang til kapital er en afgørende faktor for, at de grønlandske virksomheder kan vokse, og netop her har Vækstfonden mulighed for at spille en særlig rolle – derfor er det også helt naturlig for os at være tilstede ved den første grønlandske erhvervsmesse af sin art”

Hvad forventer I at få ud af det?
”Den Grønlandske Erhvervsmesse samler store og små aktører fra både det danske og det grønlandske vækstlag. Det skaber en unik mulighed for at møde spændende virksomheder og organisationer med tilknytning til det grønlandske erhvervsliv til en fokuseret dialog om forretningsudvikling og vækst i Grønland.”

Hvad vil man kunne tage med hjem fra jeres oplæg på konferencen?
”I vores oplæg på konferencesporet kommer vi til at dykke ned i de finansieringsudfordringer, vi ser i Grønland, men også de konkrete finansieringsløsninger, Vækstfonden kan tilbyde grønlandske virksomheder, nye som etablerede. Deltagerne får derfor mulighed for at blive klogere på de situationer, hvor vi kan hjælpe – og hvordan vi gør det.”

Hvem vil I anbefale også at deltage på messen?
”Som iværksætter eller igangværende virksomhed er Den Grønlandske Erhvervsmesse et oplagt sted at udvide sit netværk, blive inspireret eller møde potentielle samarbejdspartnere.”

Mogens Andersen er Erhvervskundechef hos Vækstfonden www.vf.dk