På dag 2 af vores erhvervsdage kommer iværksætterne og konferencedeltagerne i centrum.

Vores iværksættere får mulighed for at komme i dybden med deres produkt og forretningsideer på nogle workshops, hvor de møder konferencedeltagerne. Med udgangspunkt i iværksætternes produkter og erfaringer skaber vi en ramme for erfaringsudveksling og videndeling på tværs af iværksættere og konferencedeltagerne, så alle kan gå fra NUKIGA Erhvervsdage med ny viden og et nyt netværk i bagagen.

Iværksætteri kræver en enorm indsats af de involverede, og det kan være en ensom proces. Med denne workshops bliver der rig lejlighed til at dele erfaringer og få nye ideer til det fremtidige arbejde. Samtidig er det også en unik lejlighed for konferencedeltagerne til at få ny viden om produkter og ydelser fra Grønland, som man måske ikke har hørt om før.

Vi krydrer dagen med indlæg fra en række oplægsholdere, der alle har på hver deres måde har arbejdet med iværksætteri:

Michael Binzer, direktør i VisioBox, vil give sit bud på, hvad der skal til for at lykkes som iværksætter.

Anne Nivika Grødem, projektleder i Nerissa under Sermersooq Business Council, vil tale om mad, fællesskaber og innovation med udgangspunkt i sit arbejde i fødevareklyngen Nerissa.

Jørge Peter Poulsen, medstifter af Pure Arctic, vil sætte spot på nordatlantiske fødevarer som en styrke i et bæredygtighedsperspektiv.

Til sidst får vi besøg af Sigrun Jónsveinsdóttir, direktør i Íverksetarahúsid i Klaksvig, som vil give os et indblik i, hvordan man arbejder med at understøtte iværksætteri på Færøerne.