Vækst gennem samarbejde

anders-gunzel-jensen-lidt-mindre

Der er store muligheder for at udvikle erhverv i Grønland. Især, hvis det sker isamarbejde med befolkningen der, som har stor indsigt og masser af gode ideer. Bliv klogere på grønlændernes kultur og de grønlandske erhvervsmuligheder og bland dig i den gratis debat den 25. januar på Dokk1 i Aarhus.

Vi hører en del om klimaændringer og sikkerhedspolitik omkring Grønland, men der er for lidt fokus på, hvilke nye erhvervsmuligheder, der dukker op deroppe. Det mener Anders Günzel-Jensen, fra projektet NUKIGA Erhverv i Det Grønlandske Hus i Aarhus, som står bag debatten ”Grønlændernes erhvervspotentiale” på Dokk1 i Aarhus onsdag den 25. Januar fra 14.00 til 18.00.

Anders Günzel-Jensen kender til aktuelle projekter i Grønland, hvor man for eksempel er langt foran i forhold til at udvikle en crowfunding-platform, apps til kommunikation, og Grønland er det eneste sted i verden, som har kolde enzymer, som ifølge ham har vilde perspektiver i forhold til at udvikle for eksempel klimavenligt vaskepulver.
”De har også opdaget gletsjermel, som er god til gødning, og jeg ser også et antal af virksomheder, som arbejder med at afprøve nye måder at lave mad på.

Nye tider

Klimaforandringer giver nye muligheder for at holde køer, dyrke salat, og kokke er ret interesserede i, hvordan man gennem tiderne har fået mad til at holde sig deroppe – fermentering hedder det og er et buzzword i kokkekredse,” fortæller Anders Günzel-Jensen.

Han står bag en grønlandsk/dansk erhvervsmesse i Aarhus til efteråret og varmer nu op med en debatten på Dokk1. Debat om udviklingen af
erhvervslivet i Grønland.
”Der er så meget potentiale i forhold til de ting, som foregår i Grønland lige nu, og vi prøver med dette arrangement at få Grønland på en mental dagsorden for erhvervslivet i Danmark med udgangspunkt i Aarhus. Det gælder både for firmaer, som allerede er deroppe, men også i forhold til nye at få en debat om, hvilket potentiale befolkningen kan byde ind med. De har så meget viden om deres land og kan lære os meget om, hvordan de for eksempel laver erhverv i pagt med naturen.

Der er flere vækstmuligheder for danske og grønlandske virksomheder ved at udvikle projekterne sammen,” siger han og understreger, at det meste af Grønlands eksport går igennem Danmark.
”Noget tyder på, at Aarhus bliver basishavn for Grønland i nærmeste fremtid. Så derfor har vi et erhvervsskæbnefællesskab, som vi skal tale om,” siger Anders Günzel-Jensen.

Han er ikke bange for, at Grønlænderne vil mene, at han blander sig i noget, som de selv skal tage sig af.
”Til debatten kommer den grønlandske Ph.D. studerende på Aalborg Universitet, Parnuna Petrina Egede, som vil gøre os klogere på den grønlandske side af debatten,” siger Anders Günzel-Jensen.”

I panelet sidder også Anders Frederiksen, der er professor og Maja Due Kadenic, Ph.d.-studerende Institut for Forretningsudvikling og Teknologi ved Aarhus Universitet.